Project Manager - København | vipp.com

Project Manager - København

Vipp søger en dygtig Project Manager til udviklingsafdelingen. Du vil blive en særdeles vigtig ressource i arbejdet med kontinuerligt at holde momentum på udvikling af nye og eksisterende produkter.

Om jobbet
Sammen med to andre projektledere og tre produktudviklere vil du i stillingen som Project Manager blive et vigtigt led på tværs af hele organisationen. Du vil primært være bindeled mellem vores designer, udviklere og vores leverandører, men bliver også tovholder i kommunikation mellem vores interne logistik-, kommunikations- og salgsafdeling.  

De primære opgaver vil indebære udvikling af nye produkter indenfor møbel- og lyssegmentet, samt optimering og vedligehold af de eksisterende. 

Du vil i stillingen som Project Manager blive ansvarlig for: 

- at styre og drive strategiske udviklingsprojekter fra designoplæg til færdigt produkt
- at styre og følge op på tidsplan, økonomi og kvalitet på de enkelte udviklingsprojekter
- at sørge for de nødvendige certifikater og godkendelser under udvikling af nye produkter
- at kommunikere med eksterne udviklingspartnere for at sikre kontinuerligt momentum
- at optimere og vedligeholde eksisterende produkter

Succeskriterierne er at sikre udviklingsprojekterne en effektiv og konsekvent fremdrift, udførelse og afslutning, så vi i et kontinuerligt flow kan tilføre markedet stærke kvalitetsprodukter. Det er ydermere vigtigt, at udviklingsprojekterne udføres således, at den juridiske og etiske integritet er intakt.

Der må påregnes ca. 20 rejsedage om året.

Om dig
- Dokumenteret succesfuld erfaring med projektledelse. Relevant brancheerfaring er en fordel
- Relevant ingeniøruddannelse eller stærk teknisk baggrund (Ingeniør; maskin-, produktion-, industrielt design eller lign.)
-Stærke forhandlingsevner
- God praktiker - du får ting til at ske
- Struktureret og systematisk arbejdsgang
- Du er stærk i dokumentation og kommunikation
- Du har minimum tre års erfaring med relevant ingeniørarbejde og projektledelse 

Du er i høj grad en afslutter, der med en akademisk tilgang arbejder struktureret med et godt overblik, har sans for detaljen og for god æstetik. Du er en holdspiller med konstant fokus på målet og forståelse for vigtigheden i at nå dine deadlines. Du er i stand til at tage en selvstændig beslutning, men trives med at arbejde agilt mod målet sammen med dit team.  Du trives med at arbejde i processer og dokumenterer dit arbejde for yderligere at højne kvaliteten i et udviklingsprojekt. 

Om Vipp
Når vi laver et nyt produkt, betragter vi det som et redskab, der vil blive brugt til at fremstille eller opnå noget - et værktøj, der skal have en lang levetid, og hvor følelsen af kvalitet er tydelig hver gang det bruges.

Vi fortolker og digter videre på en rigtig god historie, som er forankret i Holger Nielsens passion for godt håndværk og funktion, som begyndte med en pedalspand i 1939. Vi er et ungt team på 40 mand, som har til huse i et renoveret trykkeri på Islands Brygge. Selvom Holgers spand ikke nåede længere end fra Randers til København i hans levetid, rækker vi i dag fra Bryggen og ud i 25 lande, bl.a. over Atlanten til USA, hvor Vipp Inc. har slået rødder i New York.

Vipp tilbyder
- En udfordrende stilling i en international virksomhed med succes 
- Muligheden for at se resultatet af dit arbejde 
- Et dynamisk og inspirerende miljø, hvor ansvar og involvering er i højsæde
- Ansættelsesforhold efter kvalifikationer 

Om ansøgningen
Hvis du drømmer om at digte videre på Vipp historien sammen med os, modtager vi gerne din ansøgning hurtigst muligt. Send din ansøgning via vores rekrutteringssystem HER.

Hvis du vil vide mere om stillingen eller virksomheden, så kontakt venligst Head of Product Development, Ajdin Mednolucanin +45 27 600 899.