Sådan er Vipp

En håndbog for Vipp'ere i værdier, filosofi og kultur der indrammer vores hverdag. Dette er en vejviser og en venlig vejledning, skrevet for at sikre, at vi alle navigerer efter kompasnålens retning. Den rummer store ambitioner og lidt lommefilosofi og er doseret med opskrifter på, hvordan vores sammenslutning samarbejder.

EN DESIGNFILOSOFI TAGET DIREKTE UD AF SKRALDESPANDEN

Vores kollektion spænder bredt, men filosofien bag er derimod ligeså snæver, som dengang Holger lavede én god spand. Vi drømmer om en verden med færre men bedre produkter. Hvor tidløshed trumfer trends. Hvor form følger funktion.

ÉN PASSION. MANGE FÆRDIGHEDER

Vi er grafikere, sælgere, designere, historiefortællere, talknusere, ingeniører, logistikere og meget mere. Med andre ord er vi en bred vifte af professioner samlet under et tag. Men det vi har til fælles, er en passion for at skabe holdbare produkter. Tidløse i både æstetik og funktion.

VI BRYGGER PÅ BRYGGEN. MED ÅBEN DØR

På Bryggen samles en særlig udvalgt skare indvalgt på tydelige kvaliteter. Selvom Vipp’ere er en eksklusiv gruppe, ekskluderer den ikke folk udefra. Vores grundtanke er nemlig, at vi kontinuerligt skal højne niveauet ved at lede efter de bedste sparringspartnere uden for matriklen og invitere dem indenfor.

1 + 1 + 1 = 5

Vipp er en team-sport, for i fællesskabet opstår de gode ideer, symbiosen, synergien, multiplikatoreffekten. Vi anerkender, at succes fordres af forskelligheder. Derfor omfavner vi diversiteten, alt imens vi dyrker vores egne styrker.

LIVET ER LEAN

Lean er rodfæstet i vores arbejdskultur. Vi har dyrket filosofien i snart et årti, og den vokser på os og giver ny indsigt hver dag. Vi finder og fjerner spild, kører kort og tykt, perfektionerer processerne. Alle er inviteret til at initiere initiativet og til altid at arbejde smartere. Alt sammen for at skabe værdi for Vipp-kunden og sikre langsigtet konkurrencedygtighed i en hurtig, omskiftelig verden.

VI SIDDER SELV FOR BORDENDEN

En god leder opfordrer holdet til selv at sætte sig for bordenden, selv træffe beslutninger og selv tage ansvar. Vi efterstræber en kultur, hvor der er skruet helt op for motivation og ambition. Hvor initiativ ikke er pligt men en naturlighed.

VI SKAL BÅDE SÆLGE NOGET. OG SIGE NOGET

Vi skal ikke kun være pæne at se på. Også værd at høre på. Vipps filosofi skal vækkes, så vores design kan begejstre og vores tanker bjergtage. Lad os overbevise med vores overbevisning.

VORES STÅLSATTE JEG ER BLØDT LIDT OP

Der er 80 års aldersforskel mellem vores spand og sofa. I næsten 8 årtier dyrkede vi udelukkende stål og gummi, men på den lange rejse mod Vipp universet har vi blødgjort vores stålfasthed. Tekstil, sten, glas, keramik og træ går nu hånd i hånd med vores metalmani.

NYT, NYT, NYT. TRÆD PÅ PEDALEN

I en tid hvor verden bevæger sig stærkt, dyrker vi vores særpræg og værner om vores ikon – pedalspanden. Mere end 80 års produktion af samme produkt er vores eksistensberettigelse og differentiator. Vi linker tilbage til vores rødder i udviklingen og kommunikationen af det nye.

VI DRØMMER STORT OG TÆNKER LANGT

Vi er ikke alle i familie i bogstavelig forstand, men tænker og opererer som én – værdifuldt og langsigtet. Vi er kommet langt siden spanden, og rejsen er kun lige begyndt. Vores struktur tillader os at jagte de store drømme i stedet for de kortsigtede profitter. På den måde kan vi blive ved med at vande det frø, som Holger såede i 1939, og som allerede er groet fra en spand til en sofa til et shelter. Hvad bliver mon det næste?